Nørre Tranders Antenneforening lancerer mobil og bredbånd uden tv

16 Sep

Inden længe er Nørre Tranders Antenneforening klar med en ny bredbåndsløsning til de medlemmer, der primært bruger Streamings via internettet, når de ser tv. Snart får de nemlig mulighed for at vælge bredbånd uden tv. Samtidig kan Nørre Tranders Antenneforening nu tilbyde medlemmerne en ny mobilløsning fra Stofa.

Nørre Tranders Antenneforening har mange studerende, som har efterspurgt muligheden for at vælge bredbånd uden tv, da de ikke ser traditionelt tv, men dækker deres tv-behov via Streamings. Til dem er der nu godt nyt, for om kort tid  lanceres en ny bredbåndsløsning, som giver medlemmerne mulighed for at få hurtigt bredbånd, selv om de ikke ønsker Stofas tv-løsning.

– Vi har længe haft et ønske om at kunne levere et rent bredbåndsprodukt til de medlemmer, der alene søger deres digitale oplevelser via internettet, og vi har selvfølgelig været kede af at miste medlemmer, bare fordi vi ikke teknisk har kunnet tilbyde en løsning. Før nu. For snart behøver disse medlemmer ikke gå andre steder hen. I samarbejde med Stofa har vi nemlig gjort det muligt at adskille tv og bredbånd, fortæller Leo Andersen, formand for Nørre Tranders Antenneforening.

I Nørre Tranders Antenneforening oplever man, at efterspørgslen efter højkvalitetsbredbånd i disse år stiger markant. Medlemmerne ønsker stadigt højere hastigheder og stabiliteten skal være på højde med det man oplever, når man tænder for el-kontakten eller åbner for vandhanen.

Leo Andersen forklarer, hvis man som antenneforening skal overleve i fremtiden, er det vigtigt, at man til enhver tid er i stand til at tilbyde netop de produkter, som medlemmerne efterspørger. Samtidig skal man sikre den nødvendige infrastruktur i sit nærområde. Bestyrelsen i Nørre Tranders Antenneforening har i en årrække arbejdet målrettet med at ruste foreningen til fremtiden. Blandt andet ved at slukke for de sidste analoge kanaler og frigive plads til alle de nye digitale muligheder.
Samtidig har foreningen opfordret Stofa til at udvikle en mobilløsning, så medlemmerne kan få en samlet løsning med tv, bredbånd, fastnet- og mobiltelefoni hos én leverandør.

– Derfor er det også med stor glæde, at jeg kan fortælle, at vi nu er klar med Stofa Mobil. Vores medlemmer har i flere år kunne få et fastnetnummer uden abonnement, hvor de kun betaler for deres forbrug. Det har mange medlemmer benyttet sig af, og jeg ved, at der også er mange, der har set frem til at de også kan få mobil hos os. Vi har indgået en god aftale med Stofa, som betyder, at medlemmer, der har bredbånd fra os, både får dobbelt-op på deres data og en attraktiv samlerabat på det nye mobilabonnement. Det tror jeg mange vil benytte sig af, siger Leo Andersen.

Yderligere information:
Leo Andersen, formand, Nørre Tranders Antenneforening, e-mail: la@nta-tv.dk
Jesper jensen, Key account manager, Stofa, e-mail: jen@stofa.dk