Digitalt TV og medlemmer af Nørre Tranders Antenneforening.

28 Oct

TV modtaget med antenne.

Digitalt TV er nu en realitet for alle. I april 2006 begyndte man at sende digitalt TV på sendemasterne overalt i Danmark. Det gjaldt DR1, DR2, TV2 og tegnsprogskanalen. Disse 4 kanaler kunne umiddelbart modtages af TV med DVB-T modtager tilsluttet.

MPEG 2 kontra MPEG 4

Den 1. november 2009 slukkes der i Danmark for de analoge sendere. Derefter skal alle uden tilkobling til fællesantenneanlæg have en modtager til DVB-T signal. Samtidig vil man begynde at sende i MPEG 4 format, så digitale modtagere fremover skal kunne klare dette format. De fleste af de digitale modtagere, der hidtil er solgt, benytter MPEG 2 format. Modtagere uden MPEG 4 dekoder kan indtil den 1. november 2012 bruges til DR1, DR2, TV2 og tegnsprogskanalen.

Ekstra ydelser.

For medlemmer af Nørre Tranders Antenneforening (NTA) er situationen anderledes. I flere år har man her tilbudt digitalt TV med udstyr fra YouSee (TDC). Ved hjælp af en digital modtager har man kunnet få TV- kanaler i digital kvalitet samtidig med, at der blev mulighed for, at man kunne købe en række ekstra kanaler og ydelser.

DVB-C.

Medlemmer af NTA, der har den store pakke 3, har i nogen tid haft mulighed for at modtage TV i digital kvalitet ved at anskaffe en digital modtager af typen DVB-C (C for Cable TV). Digitale modtagere for kabelnettet er anderledes bygget end digitale modtagere for det luftbårne (terrestrisk) signal. Derfor skal modtageren anskaffes via antenneforeningenNTA’s kontor. Visse nye fladskærms TV har mulighed for at modtage DVB-C signalerne fra kabelnettet, men den indbyggede modtager giver ikke mulighed for at få alle de digitale ydelser, der tilbydes. NTA’s personale kan fortælle mere om disse indskrænkninger.

DR1, DR2, TV2 og tegnsprogskanalen kan umiddelbart modtages af TV med DVB-C modtager indbygget. Disse kan modtages på kanal S9 med frekvensen 161,25 MHz. på NTA’s kabelnet. Netværksnummer for NTA er 1851 eller 01851. Ønsker man at modtage flere kanaler digitalt, kan programkort købes på NTA’s kontor.

 

Øget valgfrihed.

Samtidig med, at indførelsen af den digitale teknik giver bedre billed- og lydkvalitet, vil medlemmerne også opnå en øget valgfrihed. Ved hjælp af den digitale modtager vil medlemmer af NTA i høj grad kunne sammensætte netop det programvalg, som de ønsker. I løbet af den kommende vinter vil der ske en omlægning af kanaler, så det bliver mere attraktivt at modtage TV -kanaler digitalt. Mere om dette senere.

 

Analogt signal indtil 2018.

Lukning af de analoge TV- kanaler, der finder sted den 1. november 2009, påvirker ikke medlemmer af NTA. Vi har fået garanti for, at vi kan fortsætte med at sende et bredt udbud af kanaler i analog form indtil 2018. Vi kan ikke garantere for, at vi sender alle kanaler, da det er afhængigt af, om vi har plads på vort kabelnet. De digitale ydelser vil i fremtiden blive flere. Dermed vil behovet for kanalplads øges, selv om omlægningen til digital transmission i sig selv giver øget kapacitet.